Nyd en vinrejse på e-bike
Program
Søndag:
Ankomst til gården i Michelbach om søndagen fra kl 17.00. Vi står klar til at modtage Jer og indkvartere Jer i de hyggelige autentiske værelser. Når alle er klar, er det tid til en spadseretur ned forbi Charolais køerne og videre ned til de smukke søer for at se om der er besøg fra silkehejren. Måske er vi heldige at støde på en flok storke. Vi bevæger os derefter op til den ældgamle æbleplantage, hvor der gror 60 forskellige sorter. Henne under de gamle træer ved dammen er det blevet tid til nogle delikate bobler og lidt mundgodt før end vi sætter os til bords, for at indtage en indbydende gourmet middag med en tilpasset vinmenu, afsluttet med kaffe og en avec. A bientôt
Mandag:
Mandag starter vi stille og roligt med en skøn fransk petit dejeuner. Er det varmt nok spiser vi selvfølgelig ude under de gamle valnøde træer. Frisk brygget kaffe, oste, croissanter, juice, æg og andre skønne ting. Efter morgenmaden kører vi til Westhalten i Valée Noble. Vi kører igennem de kringlede gader i byen op imod vinmarkerne, hvor vi parkerer traileren og gør klar til at cykle op igennem vinmarkerne på de kendte bjerge og grand cru marken Pfingsberg. Vi får hurtig en formidabel udsigt til dalen og byen Orschwihr med alle dens vinhuse. Er vejret klart kan vi se de Schweiziske alper. Vi cykler i vinparadis. Der er så mange dufte i luften og smukke farver så lykkebarometeret er ved at sprænges. Så bliver livet ikke meget bedre. Vi cykler op på vinbjerget Bollenberg hvor vi spiser en udsøgt gourmet frokost på Domaine Bollenberg. Efter vi har spist aflægger vi et besøg hos den meget interessante biodynamiske vinbonde Camille Braun nede i Orschwihr. De laver en fantastisk Riesling og endnu bedre Pinot Noir. Når vi er færdige med at smage de skønne vine cykler vi ned til traileren. Vi kører hjem og gør klar til friske bobler og en lækker omgang aftensmad og nyder vores ny indkøbte vine. Det har været en fortryllende dag, som vi slutter af med kaffe og kage inden vi går til ro.
Tirsdag:
Vi nyder vores daglige croissanter og lækre oste og drager igen til Valée Noble. Vi starter samme sted som i går, men i dag cykler vi over i den anden dal imod Pfaffenheim. Efter vi har cyklet en times tid kommer vi ned i den lille hyggelige by Pfaffenheim, hvor vi cykler forbi den gamle middelalder kirke Eglise Saint-Martin. Vi forsætter igennem vinmarkerne til den idylliske middelalder by Gueberschwihr, hvor det næsten er som at have været i en tidsmaskine og er landet i middelalderen. Vi forsætter igennem byens kringlede og krogede veje for at cykle opad mod det gamle kloster Notre-Dame du Schauenburg, hvor der er formidabel udsigt over hele Rhin dalen. Det er her vi spiser dagens frokost, som er traditionel alsacisk mad. Efter frokost går turen bagom klostret og ned igennem route spiritualité hvor der siges at være magiske kræfter. Vi cykler ned igennem skoven og ned til vinmarkerne, hvor vi cykler gennem små lunde med frugttræer og op på toppen af vinbjerget og ned til Westhalten. Når cykler er pakket sammen, går vi 200 meter over til den biodynamiske vinbonde Domaine Boesch. Domaine Boesch har flere af deres vine på forskellige Michelin restauranter. Når vi er færdige kører vi øre af indtryk hjem til gården og er der stemning for et spil petanque, gør vi det med et glas vin i hånden. Senere spiser vi aftensmad og nyder de indkøbte vine.
Onsdag:
Onsdag har cyklerne fri. Vi kører efter morgenmaden op på Grand Ballon (1500m), hvor vi vil vandre en smuk tur i det smukke alpine terræn. På en klar dag ser man tydeligt de majestætiske alper i Schweiz. Vi ender på en hyggelig Fransk bondegård, hvor vi spiser frokost. Efter frokost kører vi ned bagom bjerget, ned til vinmarkerne og snupper en vinsmagning hos den biodynamiske vinbonde Schoenheitz, som laver verdensklasse vin. Når vi har svælget i god vin kører vi hjem til gården og slapper af med noget mere vin? Eller måske en omgang bueskydning eller petanque. Vi spiser aftensmad og ser frem til morgendagens cykletur.
Torsdag:
Torsdag spiser vi morgenmad og hygger og nyder den fantastiske stemingen, som er på stedet. Efter den sidste croissant er spist, er vi ved at være klar til dagens tur. Vi kører ud til Chateau Ollwiller og cykler op igennem de første vinmarker, som fører os rundt i et smukt område med mange storke. Vi cykler både i skov og i åbent terræn. Vi bevæger os igennem det terræn hvor nogle af de største slag foregik i 1 verdens krig. Vi holder frokost på restaurant Ferme des Moines. Efter pausen er det tid til en omgang Petanque eller en tur ned og se den smukke kirke Notre-Dame de Thierenbach. Vi kører hjem til Domaine Saint Loup og slapper lidt af inden vi tager det pæne tøj på og gør os klar til en aften på Restaurant Le Gare, som ligger 5 min i bil fra gården. De har efter sigende en af Frankrigs bedste vinkældre, som i 2022 fik prisen for bedste vinkort i Frankrig. Vi får en menu som er tilpasset til de vine vi har udvalgt med chef sommelieren. Vi koncentrerer os om Alsace vine. De har årgange som ikke længere kan købes nogle steder. Der er lagt i ovnen til en fortryllende og uforglemmelig aften med aha oplevelser på vinsiden. Hvis man har lyst til en endnu en vinoplevelse, så er det her oplagt, at gå sammen om en lidt mere sjælden vin, da udvalget er overvældende og priserne særdeles fair.
Fredag:
Vi cykler ned igennem Domaine Saint Loup, forbi de små søer og op til Rammersmatt, hvor vi har den lange flotte nedkørsel til byen Thann, hvor vi selvfølgelig skal op og køre på Grand cru markerne Rangen. Her startede romerne med at producere vin for 2000 år siden. Vi holder en lille pause på cafe Petit Rangen, som ligger ved siden af den store Chatedral St Theobald og nyder udsigten og en kold drik eller kaffe, inden vi kører hjem til gården igen og nyder en skøn frokost, inden der er tid til afsked for denne gang.
Priser og betaling
Priser
Prisen for opholdet inkluderer:
- Søndag aften: Velkomstmiddag og dessert med vin menu. Overnatning til mandag.
- Mandag: Morgenbuffet. Guided cykeltur og cykelleje. 5 retters frokost menu med vin og kaffe. 1 glas bobler kl 18.00. Aftenmenu på gården, som er tilpasset de vine i har købt i dag hos vinbonden. Overnatning til tirsdag.
- Tirsdag: Morgenbuffet. Guided cykeltur og cykelleje. Frokost hos nonnerne med drikkevarer. 1 glas bobler kl 18.00. Aftenmenu på gården, som er tilpasset de vine i har købt i dag hos vinbonden. Overnatning til onsdag.
- Onsdag: Morgenbuffet. Guidet vandretur i bjergene. Frokost på en bondegård i bjergene med drikkevarer. 1 glas bobler kl 18.00. Aftenmenu på gården, som er tilpasset de vine i har købt i dag hos vinbonden. Overnatning til torsdag.
- Torsdag: Morgenbuffet. Guided cykeltur og cykelleje. Frokost hos munkene med drikkevarer. Gourmet aften på restaurant Le Gare med vine. Overnatning til fredag.
- Fredag: Morgenbuffet. Guided cykeltur og cykelleje. Frokost og kaffe på gården med drikkevarer.
- Inklusiv alle vinsmagninger.
Datoer
Maj:
D. 7/5 – 11/5 UDSOLGT
D. 12/5-17/5 parferie
September:
D. 22/9-27/9 parferie UDSOLGT
Oktober:
D. 6/10-11/10 parferie.
D. 13/10-18/10 singleferie. På denne tur kommer Nikolaj Christensen fra Nikolaj og Piloterne og underholder 2 af aftnerne. På denne single tur skal vi nok være behjælpelige med at sætte folk i kontakt med hinanden, hvis man ønsker fælleskørsel, så man kan have vin med hjem. Ellers er det muligt at flyve til Basel lufthavn, som kun er 35 min fra hvor vi bor, hvor vi kan være behjælpelige med, at leje en minibus til fællestransport for alle flyrejsende, det vil ende på en cirka pris på 500 kr pr pers.
Pris
11.495 i delt superior værelse, ved singler står sengene fra hinanden.
For ene værelse er det plus 1.500 kr.
Betaling er 5.000.- straks ved tilmelding. Rest 2 mnd før ankomst. Tilmelding er bindende, så sørg for at have en rejseforsikring.
Spar Nord bank Reg.nr.9001. Konto.nr. 1400 250 401.
Skal du sende fra et andet land skal du bruge dette nr: SWIFT: SPNODK22. IBAN: DK0790011400250401. Hvis du betaler ind på vores bankkonto, skal du huske at skrive dit navn og dato for rejsen.
Praktiske informationer ang. denne tur
Transport
Efter vores første sæson var gennemført stod det helt krystalklart! Kør ned i bil! De som fløj fortrød, da de smagte al den gode vin og så de gode priser. Der er mange penge at spare når man køber vinene direkte hos vinbønderne og man skal ikke købe mange flasker før en del af rejsen er betalt! Ofte er det op til halv pris pr flaske i forhold til indkøbsprisen hos en vinhandler i Danmark. Så er man oppe i en vis kvalitet, så skal der ikke mange flasker til for at det løber op. Tag skiboksen på taget, hvis i har sådan en. Vi har fundet steder hvor der høj kvalitet for pengene. De fleste forbinder Alsace med hvidvin. Men de rykker på rødvinssiden. Og vi kender de bedste steder når det gælder rødvin.
Vi vil anbefale at køre ned og overnatte i en af de mange gamle byer, som findes i Tyskland. Kør lørdag så i har fordelen af at køre resten af turen om søndagen, hvor der ingen lastbiler er på motorvejen i Tyskalnd. Kør evt ned og spis frokost i Ribeavillé området som ligger 1 time fra vores gård. På den måde får man en stor del af søndagen som en feriedag.
El mountainbike
Glem alt om gamle pensionister på elcykler. Det er det sjoveste vi har prøvet i mange år. Man flyver rundt i vinmarkerne uden at man er ved at hoste sine lunger op. Livet skal være behageligt.
Ophold
Domaine Saint Loup. 1 Rue Principale, 68700 Michelbach, Frankrig. Domaine Saint Loup er et eventyrligt gammelt boutique hotel, som er nænsomt renoveret med stor respekt for de gamle traditioner, samtidig med det fremstår eksklusivt med en afslappet stil. Hotellet ligger på en kæmpe stor naturpark med masser af skov, søer og den smukkeste æbleplantage.
Vinsmagninger
De steder vi kommer er biodynamiske vinbønder med meget højt niveau. Som vi plejer at sige, så er livet for kort til middelgod vin.
Mødetid/afrejse
Søndag fra kl 17.00. Fredag kl 14.00
Et forslag kunne også være at ankomme lørdag og så overnatte i Ribeauvillé og have et døgn i dette legendariske område.